Når du ikke længere kan mærke, hvad du selv har brug for
“Hvad har du brug for?”
Det lyder måske som et enkelt spørgsmål.
Men for nogle kan det være overraskende svært at svare på.
For hvad har jeg egentlig brug for?
Jeg ved, at mit barn har brug for hjælp. At madpakken skal smøres. At der mangler mælk. At min partner har haft en lang dag. At nogen skal huske gymnastiktøjet, svare på beskeden fra skolen og finde ud af, hvad vi skal have til aftensmad.
Men hvad har jeg brug for?
Måske opdager du det først, når du ikke har mere at give.
Når dit barn kalder på dig én gang til, og du mærker en irritation, der virker alt for stor.
Når din partner spørger dig om noget helt almindeligt, og du får lyst til at råbe: Kan du ikke bare selv finde ud af det?
Eller når du endelig får et øjeblik alene og ikke engang ved, hvad du har lyst til at bruge det på.
Du ved bare, at du gerne vil være i fred.
Måske er problemet ikke, at du ikke har behov.
Måske er du bare blevet så vant til at bevæge dig væk fra dem, at du først opdager dem, når de begynder at råbe højt.
Når det bliver naturligt at mærke alle andre først
Når vi bliver forældre, bliver vores opmærksomhed helt naturligt rettet mod et andet menneske.
Et lille barn kan ikke selv tage vare på alle sine behov. Derfor bliver vi som forældre optagede af at aflæse:
Er du sulten? Er du træt? Har du brug for mig? Er noget galt?
Med tiden bliver mange af os utrolig gode til det.
Men for nogle føles det næsten mere naturligt at mærke alle andre end at mærke sig selv.
Og den måde at være i verden på begynder ikke nødvendigvis med forældreskabet.
Allerede tidligt i livet gør vi os erfaringer med, hvordan det er at have følelser og behov sammen med andre mennesker. Vi lærer noget om, hvad der sker, når vi er kede af det, vrede, bange eller har brug for hjælp.
Bliver vi mødt?
Er der plads til os?
Kan vi række ud og regne med, at nogen griber os?
Eller lærer vi, at det er tryggere ikke at have brug for for meget?
Tilknytningsteorien beskriver, hvordan vores tidlige samspil med nære omsorgspersoner er med til at danne indre arbejdsmodeller, som får betydning for den måde, vi senere møder os selv, andre og vores nære relationer på. Disse mønstre skal samtidig forstås relationelt og som noget, der kan udvikle sig gennem livet (Hart & Schwartz, 2008).
Når det at klare sig selv bliver en styrke
For nogle kan det blive en slags styrke at kunne klare sig selv.
Ikke fylde for meget.
Ikke være besværlig.
Ikke have brug for andre.
Og måske virkede den måde at være på engang rigtig godt.
Den kan have hjulpet os med at navigere i de relationer, vi var afhængige af.
Men den kan få en pris, hvis vi undervejs også lærer at bevæge os væk fra os selv.
Du har behov, også når du ikke mærker dem
At have svært ved at mærke sine behov betyder ikke nødvendigvis, at behovene er væk.
Du kan stadig have brug for hvile, selvom du fortsætter.
Du kan have brug for hjælp, selvom du siger: “Det går fint.”
Du kan længes efter nærhed, selvom du trækker dig.
Og du kan have brug for en grænse, længe før du bliver vred.
I emotionsfokuseret terapi forstås emotioner som både kropslige og meningsdannende. Følelser er dermed ikke blot noget, vi skal kunne kontrollere eller få til at forsvinde. Når vi får mulighed for at mærke og forstå dem, kan de være med til at orientere os mod det, der er vigtigt for os, og de behov vi har (Stiegler, 2015).
Det betyder, at kontakten til vores behov kan hænge tæt sammen med kontakten til vores følelsesliv.
Hvis jeg ikke registrerer min udmattelse, kan det være svært at mærke mit behov for hvile.
Hvis jeg har svært ved at være med min sorg eller ensomhed, kan det også være sværere at opdage min længsel efter omsorg og kontakt.
Og hvis jeg ikke registrerer, at noget føles grænseoverskridende, kan jeg have svært ved at sige fra, før grænsen for længst er passeret.
Når kroppen opdager det før ordene kommer
Nogle gange mærker vi noget i kroppen, før vi helt ved, hvad det handler om.
Måske spænder du i kæben.
Mærker uro i kroppen.
En knude i maven.
Et tryk over brystet.
Du holder vejret lidt mere.
Bliver rastløs.
Eller mærker en stærk trang til at trække dig fra alle omkring dig.
Vi kan let komme til at betragte den slags som noget irriterende, der skal væk.
Men måske kan vi i stedet blive lidt nysgerrige på det.
I et neuroaffektivt perspektiv kan opmærksomheden på vores sansninger og kropslige reaktioner være en vej ind i vores indre oplevelse. I terapien kan vi derfor sænke tempoet og undersøge det, der sker her og nu: Hvad mærker jeg i kroppen? Hvad sker der i mig? Hvad får jeg lyst til at gøre? (Bentzen, 2014).
Det handler ikke om at presse en bestemt følelse eller forklaring frem.
Men om gradvist at blive bedre til at registrere det, der allerede sker.
Måske opdager du med tiden:
Jeg er faktisk helt udmattet.
Jeg har brug for, at nogen hjælper mig.
Det her føles ikke rart for mig.
Jeg savner dig.
Jeg har brug for at være alene.
Jeg har ikke lyst til det her.
Små registreringer, som kan lyde banale.
Men som kan være begyndelsen på at finde tilbage til sig selv.
Når grænsen først bliver tydelig gennem vreden
Vrede kan være én af de måder, vores grænser bliver synlige på.
Vrede kan forstås som en naturlig respons, der blandt andet aktiveres, når vores fysiske eller personlige grænser bliver overskredet. Den kan på den måde have en beskyttende funktion og hjælpe os med at genetablere en grænse (Tidén, 2019).
Problemet kan opstå, hvis du først opdager grænsen meget sent.
Hvis du hele dagen har sagt:
Det er fint.
Jeg gør det bare.
Det er nemmere, hvis jeg selv ordner det.
De andre har mere brug for det end mig.
Så kan der komme et tidspunkt, hvor kroppen ikke længere siger det stille.
Og pludselig er det ikke:
Jeg har brug for ti minutter alene.
men:
Lad mig nu bare være!
Det betyder ikke nødvendigvis, at din vrede er forkert.
Men den kan være værd at lytte til.
For måske fortæller den noget om en grænse eller et behov, som havde svært ved at få plads, mens stemmen stadig var lav.
“Men mine børn har jo brug for mig”
Det er måske her, det bliver særligt svært.
For når vi taler om egne behov i forældreskabet, kan det hurtigt lyde, som om løsningen er at sætte sig selv først.
Det er ikke det, jeg mener.
Der vil være perioder som forælder, hvor dine behov nødvendigvis må vente.
Du kommer til at stå op om natten, selvom du har brug for søvn. Trøste et barn, selvom du selv er ked af det. Og sætte noget til side, fordi et andet menneske lige nu har mere brug for dig.
Men der er forskel på, at et behov må vente, og at du langsomt holder op med overhovedet at registrere, at du har det.
For hvis dine behov konsekvent bliver usynlige – også for dig selv – kan det blive svært at opdage dine grænser, før du allerede er langt forbi dem.
Hvorfor kan det være så svært at have brug for noget?
Nogle gange handler det ikke kun om en travl hverdag.
Det kan også føles sårbart at have behov.
For et behov minder os om, at vi ikke er fuldstændig selvforsynende.
At vi nogle gange har brug for hjælp, omsorg, plads, støtte eller kontakt fra andre.
Tilknytningsteorien beskriver, hvordan mennesker på baggrund af deres relationelle erfaringer kan udvikle forskellige strategier for at håndtere behovet for nærhed og kontakt. I et undvigende tilknytningsmønster kan følelsesmæssig selvforsyning eksempelvis blive en måde at beskytte sig mod forventningen om afvisning på (Hart & Schwartz, 2008).
Hvis man tidligt har erfaret, at ens følelser eller sårbarhed ikke blev mødt, kan det derfor give mening, at det senere kan føles tryggere at klare sig selv.
Måske kan du godt bede om hjælp.
Men først når du næsten ikke kan mere.
Måske kan du godt fortælle din partner, hvad du har brug for.
Men først når du er så frustreret, at det kommer ud som en anklage.
Når det føles forkert at vælge sig selv
For nogle kommer der også noget andet i vejen:
Skyld.
Eller følelsen af at være egoistisk, besværlig eller krævende, hvis man vælger noget, man selv har brug for.
Måske kan du godt mærke, at du har brug for en pause – men næsten med det samme kommer en anden stemme:
Jeg burde kunne klare lidt mere.
Mine børn har mere brug for mig.
Det er nemmere, hvis jeg bare gør det selv.
Jeg kan ikke tillade mig at sige nej.
Skam kan knytte sig til oplevelsen af, at der ikke blot er noget problematisk ved det, vi gør, men ved den, vi er. Erfaringer med at blive mødt med forkertgørelse kan derfor få betydning for, hvor trygt det senere føles at vise sårbarhed og behov (Holm, 2021).
Så kan spørgsmålet “Hvad har jeg brug for?” vække mere end et enkelt svar.
Det kan også berøre vores erfaringer med, hvordan det har været at have brug for andre.
At finde tilbage til sig selv
At få bedre kontakt til sine behov handler ikke om at blive mere optaget af sig selv.
Og det handler heller ikke om, at alle behov skal opfyldes.
Det handler først om at kunne registrere dem.
At kunne mærke:
Her går min grænse.
Det her er vigtigt for mig.
Jeg har brug for hjælp.
Jeg længes efter mere nærhed.
Jeg har brug for ro.
Og måske også langsomt at kunne stå ved det, du mærker, uden straks at vurdere, om du burde føle noget andet.
Den fænomenologiske tilgang til terapi tager netop udgangspunkt i menneskets egen oplevelse. I stedet for hurtigt at forklare eller konkludere forsøger vi at møde det, der viser sig, åbent og nysgerrigt og undersøge, hvordan det faktisk opleves for det enkelte menneske (Jacobsen, 2009).
Det er også sådan, jeg tænker forandring.
Ikke som at nogen udefra skal fortælle dig, hvad du burde have brug for.
Men som en gradvis bevægelse tættere på din egen oplevelse.
Måske begynder det med et andet spørgsmål
Når du næste gang mærker irritationen, uroen eller lysten til at trække dig, kan det være fristende straks at spørge:
Hvordan får jeg det her til at gå væk?
Måske kan du nogle gange prøve et andet spørgsmål:
Hvad mon der sker i mig lige nu?
Ikke nødvendigvis for at finde et hurtigt svar.
Bare for et øjeblik at vende opmærksomheden indad.
Måske mærker du ingenting.
Måske mærker du alt muligt.
Måske opdager du først svaret senere.
Det vigtige er ikke, at du bliver perfekt til at mærke dig selv.
Det er, at du også begynder at blive én af dem, du lytter til.
Når du har lyst til at finde tilbage til dig selv
Hvis du kan genkende oplevelsen af at være blevet god til at tage vare på alle andre, men have sværere ved at mærke dig selv, kan terapi være et sted, hvor vi sammen undersøger det.
Vi kan være nysgerrige på dine følelser, behov og grænser – og på de mønstre og erfaringer, der kan have gjort det naturligt for dig at tilsidesætte dig selv eller klare dig alene.
Ikke for at gøre dig til en anden.
Men for at du gradvist kan få en tydeligere kontakt til dig selv og større frihed til at handle på det, du mærker.
For måske handler det ikke om at skulle give mindre til dem, du elsker.
Måske handler det også om ikke at forsvinde fra dig selv imens.
Jeg tilbyder individuel psykoterapi i København, online og som terapi i bevægelse i Dyrehaven.
Referencer
Bentzen, Marianne (2014). Den neuroaffektive billedbog. Hans Reitzels Forlag.
Hart, Susan & Schwartz, Rikke (2008). Fra interaktion til relation. Hans Reitzels Forlag.
Holm, Inge Schützsack (2021). Forkert. Skam, skyld og selvsabotage. Historia.
Jacobsen, Bo (2009). Livets dilemmaer. Hans Reitzels Forlag.
Stiegler, Jan Reidar (2015). Emosjonsfokusert terapi. Gyldendal.
Tidén, Martin (2019). Emotioner af liv
